Af Albansk honorær konsul og formand for Dansk – Albansk Forening, cand.jur. Hans-Georg Nielsen

Hjemvendt fra sit besøg i Kyiv forklarer statsminister Mette Frederiksen den 23. april i et interview i Politiken, at vi er nødt til at være mere orienteret om hvad der sker på Balkan. Hun minder om, at vi på Balkan oplevede den anden blodige konflikt i vor tid, og hvor hun nu ser tiltagende destabilisering.

Statsministerens betragtninger om Balkan skal ses i lyset af debatten om ophævelsen af det danske forsvarsforbehold og dermed Danmarks mulige fuldtonede bidrag til det europæiske forsvarssamarbejde i EU - regi.

I den forbindelse forestiller statsministeren sig, at EU kan være nødt til at ”rykke ind på Balkan” og dermed afløse Nato som fredsskaber i området ”hvis situationen på Balkan yderligere forværres”.

Ifølge Mette Frederiksen vil det være ”helt naturligt først og fremmest af hensyn til civilbefolkningen på Balkan men også af hensyn til os selv, at Danmark påtaget sig et ansvar” via EU's militære samarbejde.

Det kan kun hilses velkomment, at statsministeren finder det nødvendigt at Danmark er mere orienteret om hvad der sker på Balkan. Det er klogt og det fortjener de ca. 21 mio. mennesker som bor på Vestbalkan.

Som situationen er nu, så har Danmark nærmest vendt store dele af Balkan ryggen. For et par år siden nedlagde man en velfungerende og relativt billig ambassade i Albaniens hovedstad Tirana og flyttede ansvaret til ambassaden i Wien. De endnu ret beskedne handelsmæssige relationen blev flyttet til ambassaden i Kroatien.

Danmark er heller ikke direkte repræsenteret med ambassader i Kosova, Montenegro, Slovenien og Bosnien – Hercegovina men trods alt i Serbien og i EU- medlemslandet Bulgarien.

Det hører med til billedet, at såvel Montenegro og Serbien i henholdsvis 2012 og 2014 har indledt medlemsskabsforhandlinger med EU.

Albanien er siden 2009 medlem af Nato og Albanien er p.t. medlem af FNs sikkerhedsråd.

For 8 år siden, altså i 2014, blev Albanien anerkendt som EU kandidatland. Forhandlingerne om medlemskab er dog – trods EU – kommissionens gentagne og klare anbefaling - ikke indledt, fordi et mindre antal lande, herunder især Nederlandene, Danmark og Frankrig gentagne gange har modsat sig dette.

P.t. blokeres EU - forhandlingerne med Albanien og Nord Makedonien af Bulgarien som mener at have et kulturpolitisk udestående med Nordmakedonien.

Til gengæld har især Tyskland de senere år tydeligvis været opmærksom på vigtigheden af at knytte Vestbalkan politisk tættere til EU for at forebygge mulige nye konflikter på Vestbalkan og har derfor advokeret for indledning af reelle medlemskabsforhandlinger med Nord Makedonien og Albanien.

Det er derfor al ære værd, at statsministeren nu erkender, at der er behov for en dansk fokus på Balkanlandene og hvem ved, i værste tilfælde en dansk EU – fredsskabende indsats i forhold til Balkan.

Det er som bekendt altid lettere at være bagklog end at være visionær og tænke strategisk. Men opfattelsen blandt mange politiske kommentatorer på Balkan er, at netop et større politisk fokus på Vestbalkans ønske om medlemskab af EU muligvis vil kunne sikre, at de konflikter som statsministeren frygter, ikke vokser sig så store, at en militær indsats vil kunne blive nødvendig.
EU-midler har strømmet til Balkan i rigt mål og har haft stor betydning for især udviklingen af landenes infrastruktur. Men penge er jo som bekendt ikke alt. For bl.a. Albanien er målet at blive anerkendt som et europæisk land på linje med for eksempel Danmark.

Den albanske premierminister Edi Rama har udtrykt dette ønske meget klart. Albanien vil aldrig opgive drømmen om at blive medlem af EU, altså at blive et ligeværdigt medlem af det europæiske fællesskab. Det er lige meget hvor længe det skal vare før EU-landene kaster gamle fordomme ovebord og tager sig sammen til at samle alle europæiske lande i EU.

I ”ventetiden” har Albanien været frontløber for projekt ”Open Balkan” – tidligere kaldet Mini Schengen. Der er tale om et dristigt forsøg på sammen med Serbien og Nordmakedonien at etablere et regionalt frihandelsområde for i ventetiden at styrke regionens økonomiske udvikling og med den klare målsætning også at få Kosova, Bosnien – Hercegovina og Montenegro med i samarbejdet.
Problemet er bare, at såvel Kosova (manglende serbisk anerkendelse), Montenegro (problemer med den serbiske ortodokse kirke) og Bosnien-Hercegovina (Republika Srpska) har uløste problemer med rod i fortiden med Serbien, kombineret med frygt for serbisk dominans.

Så selvom der – trods problemerne - er en vis optimisme for Open Balkan initiativet at spore, så er det også klart, at EU-medlemskab er målet per se.

EU - kommissær Olivér Várhelyi, kommissær for naboskabspolitik og udvidelse, besøgte den 28. april 2022 Tirana. Under pressekonferencen efter hans møde med premierminister Edi Rama var især 2 emner i fokus. Først og fremmest det fælles håb om at Bulgarien ophæver sit veto således, at der kan gives grønt lys for forhandlinger i juni måned 2022 og dernæst Ramas oplysning om, at Open Balkan initiativet fortsætter, muligvis fremtidigt med deltagelse af Montenegro.

Alle er klar over, at medlemskabsforhandlinger vil tage ganske lang tid, måske for nogens vedkommende 5 år eller mere. Men det er vel kun et særdeles godt argument for at komme i gang.
De omfattende 35 ”kapitler” hvert kandidatland skal forhandle og afklare med EU bygger som bekendt på ”Københavnskriterierne” som blev vedtaget i den 6. juni 2012 i København.

Også derfor kan man sige, at Danmark har en særlig forpligtelse til at arbejde for at processen kommer i gang, henholdsvis kommer op i fart. Og for at kunne det, er der behov for et solidt og tæt fokus på såvel den politiske, den kulturelle som den økonomiske udvikling på Balkan.